Planlovens bestemmelser om VVM
Lov om planlægning. Jfr. lovbekendtgørelse nr. 813 af 21. juni 2007 med senere ændringer.
Mere detaljerede bestemmelser er fastlagt i den tilhørende lovbekendtgørelse nr. 1335 af 6. december 2006 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning.
Lov om planlægning indeholder følgende særlige bestemmelser om VVM:
§ 11 g. Enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet væsentligt, må ikke påbegyndes, før der er tilvejebragt retningslinjer i kommuneplanen om beliggenheden og udformningen af anlægget med tilhørende redegørelse (VVM-pligt), jf. § 11 e, stk. 3.
Stk. 2. Ved tilvejebringelsen af retningslinjer i kommuneplanen for anlæg omfattet af stk. 1 skal kommunalbestyrelsen forud for igangsættelsen af arbejdet med redegørelsen for anlæggets forventede væsentlige virkninger på miljøet offentliggøre en kort beskrivelse af hovedtrækkene af det påtænkte anlæg samt indkalde ideer og forslag til brug for fastlæggelsen af redegørelsens indhold.
Stk. 3. Hvis et ønsket anlæg i øvrigt er i overensstemmelse med retningslinjerne i kommuneplanen, påhviler det kommunalbestyrelsen snarest at tilvejebringe et forslag til kommuneplantillæg og derefter fremme sagen mest muligt. Pligten gælder dog ikke, hvis en nødvendig tilladelse efter § 35 ikke kan opnås.
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at anlæg, der er omfattet af stk. 1, ikke må påbegyndes uden kommunalbestyrelsens eller ministerens tilladelse.
§ 11 h. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke anlæg der er omfattet af § 11 g. Anlæg, der vedtages i enkeltheder ved særlig lov, er dog altid undtaget. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvilke mindsteoplysninger der er nødvendige, for at en miljømæssig vurdering kan foretages.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af
1) afgørelser om, at et anlæg er omfattet eller ikke er omfattet af bestemmelserne i § 11 g,
2) beslutninger om, at et forslag til kommuneplantillæg for et anlæg, der er omfattet af bestemmelserne i § 11 g, ikke vedtages,
3) beslutninger om, at et forslag, der er offentliggjort, ikke vedtages endeligt, og
4) afgørelser om, at en tilladelse efter regler fastsat i medfør af § 11 g, stk. 4, meddeles eller ikke meddeles.
§ 11 i. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at ministeren for visse kategorier af anlæg omfattet af § 11 g overtager kommunalbestyrelsens opgaver og beføjelser.
